tirsdag den 12. april 2016

Smuk tirsdag i Prag

Hej derhjemme :-)

Så er endnu en dag gået - og hvilken en smuk dag det har været. 

Som det blev antydet i går, havde vi igen i dag et ret tætpakket program foran os.

Da vi stod op til morgen var det allerede med antydningen af, at det sikkert nok ville blive en dag med godt vejr.  Da jeg åbnede mit tagvindue (ja jeg bor helt oppe under taget!) var luften der strømmede ind på en gang forfriskende og lun. 

Hurtigt i bad og dernæst ned til 2. sal hvor man finder hotellets Breakfast-room. Morgenmad var egentlig af overraskende god standard, og det betyder altså noget når man sådan er på tur med en flok unge mennesker, der har brug for rigtig meget brændstof for at klare strabadserne.

Efter morgenmaden samledes vi foran hotellet og begav os samlet hen mod bussen. Den ventede i en sidegade tæt på. I går havde vi aftalt at vi skulle ud i Prag 10 for at besøge Prague Fashion Outlet som skal tage over efter at det gule marked er blevet stærkt decimeret i de senere år. 

Det tog omkring en 20 minutters tid at køre ud til centeret, og her blev de unge så ellers sluppet løs. Kl. 13 var vi tilbage i Prags bymidte igen, og nu gik turen op på borgen og slottet hvor vi først skulle nyde den fantastiske udsigt ned over Prag.

Hernæst gik turen igennem flere borggårde for til sidst at ende inde ved Sankt Vitus Domkirken. Domkirken er Prags vigtigste og hele Tjekkiets åndelige symbol. Det er i sandhed et fantastisk bygningsværk, og det tog da heller ikke mindre end 600 år at færdiggøre kirken, som faktisk først stod helt færdig i 1929.

For en gangs skyld lykkedes det os at komme ind i det fantastiske kirkerum og se både kirken indvendig, men måske nok så vigtigt de helt utroligt smukke glasmosaikker som udgør de helt enormt smukke vinduer i domkirken.

Efter St. Vitus var vi et smut forbi den gyldne gade og dernæst gik turen atter ned mod Vltava og Prag igen. 

De unge blev herefter sluppet fri på egen hånd med en aftale om at mødes igen kl. 18.10 hjemme foran hotellet. 

Kl. 18.10 præcis gik vi hen for at spise aftensmad sammen på restaurant Apetit. 
Det var super hyggeligt med en aften ude sammen, maden var fin, dog tror jeg ikke at Michelin stjernerne står i kø for at overøse Apetit i den nærmeste fremtid :-)

I morgen siger vi midlertidig farvel til Prag - ganske tidligt endda. Hele dagen skal vi ud og se på seværdigheder udenfor byen - det skriver vi lidt om i morgen. 














Ingen kommentarer:

Send en kommentar